En lille, hurtigt læst gyser i hardback for de 8-12-årige af begge køn.
Den engelske forfatter har skrevet en lang række bøger for børn i flere genrer. I 2001 kom gyseren Den tomme grav på dansk. Denne kommer i en ny gyserserie Grumme gys og handler om Tim, der finder lænker fra et gammelt bjørnedanseshow og genoplever bjørnenes pinsler, før han får lænkerne knust. Teksten er ikke i sig selv specielt let at læse, men er trykt med store typer og ledsaget af lidt mørke stregtegninger, der fylder halvdelen af bogen. Historien er så kort og hurtigt fortalt, at gyset ikke rigtigt når at virke. Sproget er rigt på dialoger, der, ligesom personer og illustrationer, virker lidt stive. Omslaget lover mere spænding, end bogen holder.
Vi har rigtig mange gyserserier for målgruppen og på alle mulige læseniveauer, og serier som Koldt blod og Dingo gys og gru byder på væsentlig bedre læseoplevelser.
En overkommelig, men ikke ganske velskrevet og ikke overvældende spændende gyser for en målgruppe, vi har rigtig mange gode gysere til. Layout og omslag vil nok sælge bogen, men de, der forventer et gys, vil blive skuffede.