Books / nonfiction for children / billedværker

Bliv kunst detektiv : fra oldtiden til vore dage


Description


Billedbog. Kunstbog med gengivelser af en række billeder fra den ægyptiske dødebog til Jackson Pollocks abstrakte malerier. Ved at lede efter detaljer i værkerne får børn mulighed for at undersøge og tænke over kunstnernes forskellige emner, teknikker og kunstretninger.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 5. Sep. 2001

By

By

Inger Søndergaard

d. 5. Sep. 2001

En farvestrålende flot kunstbog for børn, hvor 23 af alverdens mere eller mindre kendte billeder fra oldtid til nutid præsenteres i kronologisk rækkefølge og efter princippet : Gå på opdagelse. Hvert værk vises på et opslag trykt med forskellig baggrundsfarve, og her er billeder fra de egyptiske dødebøger til ekspressionisme og kubisme. 10 detaljer fra hvert billede er forstørret i små cirkler, og det er så opgaven at finde detaljerne i billederne. Efter billederne er der et lille kunstleksikon på 10 sider, der kortfattet uddyber de enkelte billeder mht. teknik, stilart, tilblivelse m.m. Bagest i bogen - gemt bag låger - afsløres løsningen af billedgåderne, og på lågernes bagside findes kunstneres biografi. At løse billedopgaverne er meget enkelt, og kun mindre børn vil finde det udfordrende. Teksten med det kunsthistoriske indhold egner sig ikke til oplæsning og kan kun læses og forstås af unge og voksne. Billedopgaverne virker løsrevet fra den kunsthistoriske indsigt, som teksten og bogens opbygning forsøger at give. Bliv kunstdetektiv lægger ikke som andre kunstbøger for børn op til fordybelse og aktivitet i temaer, i stedet giver den en overfladisk og fornøjelig introduktion til kunsthistorie for børn fra ca. 5 år og deres voksne.


The libraries' assessment

d. 5. Sep. 2001

By

By

Ingrid Martlev (skole)

d. 5. Sep. 2001

Bliv kunstdetektiv er en stor, kunsthistorisk billedbog med 23 billeder udvalgt fra kunsthistoriens vigtigste perioder med udblik til de kulturer, der også har haft indflydelse på den vestlige kunsthistorie. Bogens store format gør, at de billeder, der er vist, fremstår tydeligt med mulighed for at gå i detaljer eller på opdagelse, derfor ordet "detektiv" i titlen. Bogen er opbygget, så der omkring hvert billede er afbildet små detaljer fra det store billede, som seeren/læseren kan finde i det store billede. Bagerst i bogen er der en facitliste, der kan hjælpe, hvis man ikke kan finde alle detaljerne. Denne facitliste er gemt under en "flap" bagpå hvilken, der er en kort biografi af billedets kunstner. Efter de 23 opslag er der til hvert billede en meget kort beskrivelse af de vigtigste karakteristika for den pågældende periodes kunst og teknik. Til sidst i bogen er der en oversigt over, hvor man kan se de pågældende billeder i dag. Teksten kan læses fra ca.12 år, men den indeholder franske kunstudtryk, som ikke er oversat fx "trompe-l'oeil". Sammen med en voksen vil også mindre børn kunne få fornøjelse af at gå på opdagelse i kunsthistorien. Med formidling vil bogen kunne anvendes til undervisning. "Flapperne" gør bogen sårbar.