Fine illustrationer, tynd historie. Fortællingen i denne billedbog for de 3-5 årige står slet ikke mål med de sjove og dejligt skøre billeder. Dette er ikke noget ukendt fænomen i moderne billedbøger, men ærgeligt er det, for Klaas Verplanckes underfundige tegnestil med de klare konturer og skægge detaljer er fulde af atmosfære og charme. Lidt i retning af den kendte engelske illustrator Korky Paul, blot endnu venligere og lidt mere barnligt. Men fortællingen i billedbogen er mere end tyndbenet. De tre hovedfigurer med de fjogede navne Snotnæsehorn, Paprikat og Gammelgøj skal på en uhyggelig telttur til Gysehøj. Her overraskes de af et "uhyre", som viser sig ikke at være spor farligt, men blot en hjælpsom ko, der inviterer dem hjem i ly for stormen. Der er ikke meget at komme efter rent fortællemæssigt - ingen overraskelser, ingen uhygge, ingen humor og ingen sproglige finurligheder. Det som vil fastholde førskolebørnenes interesse er billedernes eget sprog, hvor der til gengæld er masser at hente. Hver anden side i billedbogen er halveret, således at hvert tekstopslag rummer to billeder, der passer sammen. Tanken er sikkert, at give bevægelse i billederne, lidt i retning af simpel animation. Det er ikke særlig vellykket, snarere forvirrende og lidt umotiveret.