I serien er før udsendt en bog om krigsskibe og en om ubåde, og denne om kampfly er opbygget på samme måde. På en række dobbeltopslag gennemgås udviklingen fra de første flyvende kaninbure til vore dages avancerede våbenplatforme med vægt på det tekniske, men der er også afsnit om piloterne og deres udstyr. Sidst en side med kuriositeter og en med et godt stikordsregister. De enkelte opslag er opbygget omkring en hovedillustration som kan være et fly, et våben eller en person. Der er en brødtekst på en side med en god stor typografi og så en 4-5 afsnit sat med mindre typer, men alle relateret til en illustration. Det er ifølge sagens natur et noget udtyndet billede, der tegnes af den næsten eksplosive udvikling som er sket på området, men forfatteren kan sit kram og kommer med virkelig mange fornuftige oplysninger. Han har i 1991 fået udgivet serien Moderne angrebsfly, Moderne passagerfly, Moderne militære helikoptere og Moderne jagerfly. Bogen kan læses med udbytte fra ca. 13 år, men illustrationerne vil tiltrække interesserede længe før, nok stadig mest af hankøn. Den kan bruges ved opgaveskrivning, men vil nok mest blive brugt til private studier.