Tv-serien er et politisk drama med den skruppelløse borgmester, Tom Kane i Chicago i spidsen og henvender sig til seere af seriøse, spændende dramaserier med gode og kendte skuespillere.
Udover magtkampene, mistilliden, korruptionen, intrigerne, op- og nedture har serien et ekstra twist, da den begynder med Kane der får at vide, at han har en dødelig sygdom. I løbet af serien påvirkes han mere og mere af sygdommen mens han kæmper for at holde det hemmeligt, så han kan beholde sin post. Omdrejningspunktet er borgmesteren, hans familie, stab, en ihærdig journalist og politiske modstandere og konsekvenserne af ikke bare sygdommen men prisen han har betalt for at komme til tops og blive der. Med en krop i forfald og hjernen der spiller puds med ham, forsøger han at opretholde sin magt og overleve sit kærlighedsløse, politiske ægteskab. Instruktøren Gus Van Sant er producent og instruktør på piloten. Kelsey Grammer vandt en Golden Globe for sin hovedrolle, danske Connie Nielsen, som hans hustru og resten af rollebesætningen er meget overbevisende.
Minder om andre serier som "West wing" og "The Chicago code", men også i stil med The wire, Mad men, den nye The newsroom og især Damages.
Dynamisk kameraføring og sparsom brug af musik er med til at øge troværdigheden og med den flotte visuelle side, skarpe dialog og formidable skuespil, er serien et must for alle der er til seriøse drama-serier og vinklen med sygdommen og den narrative stil er udnyttet til fulde.