Sangbog som billedbog for børn fra 2 år med klassikere fra bedste- og oldeforældres barndom. Bogen er siden 1995 udkommet i ikke mindre end 15 oplag. Denne udgave er forsødet med en tilhørende cd, hvor alle sangene er sunget af Sebastian Klein.
Sebastian Kleins ansigt og midten af den tilhørende cd titter frem gennem et hul i den sorte gryde på omslaget af denne herlige billedsangbog. Indholdet er ellers identisk med de tidligere udgaver af samme titel. Med 18 kendte børnesange. Sangene præsenteres uden yderligere anvisninger end Dina Gellerts fornøjelige illustrationer, der fortæller en lille historie. Teksterne til sangene er trykt uden noder på 8 fantastisk flotte opslag med hver sin afstemte baggrundsfarve, der dækker hele opslaget og får teksterne og de udtryksfulde tegninger til at fungere som en helhed. Den har de samme kraftige papsider med blank overflade, der kan tåle at blive selvlæst af meget små børn.
Bro bro brille var den første billedsangbog af Dina Gellert fra 1995. I 1998 fulgte Kom, du store pruhest : og andre børnesange om dyr og siden endnu flere. Titlerne er efterhånden blevet moderniseret fx med føleeffekter Oles nye autobil - og andre børnesange med sjove effekter, 2005 eller med en tilhørende cd som i Den lille Ole - og andre godnatsange for børn, 2003.
Klassisk billedsangbog, der er blevet moderniseret med sangene indsunget af en kendt børnestjerne, og som måske af den grund kan leve endnu længere, selv om jeg også synes den i sin oprindelige form er næsten udødelig.