Til den store skare af Springsteen fans. Fin forside/omslagstekst som sælger bogen godt. Solid hardback.
Festival aktuelle Springsteen er et kæmpe ikon, og det er derfor på tide at der udkommer et større dansksproget værk om musikeren. Jørgensen har tidligere udgivet bøger om andre store rockkoryfæer som fx McCartney (2007) og Elvis (2003), og hans nye bog adskiller sig ikke rigtigt fra disses opbygning. Sobert og grundigt får vi præsenteret obligatoriske data, såsom opvæksten i New Jersey, striden med manageren, livet som rockstjerne, og den store succes med pladerne. Jørgensen har tydeligvis en meget stor viden om musikeren, men det ændrer ikke på at sproget virker lidt tørt, og giver mindelse om en studieopgave (det hjælper heller ikke at den er helt uden billeder). Biografien er helt klart bedst når Jørgensen forlader kilderne, som når han fx fortæller om begivenheder fra sangerens liv og sætter dem ind i musikkens kontekst, eller analyserer nogle af hans helt store sange. Så er det virkeligt dybt interessant læsning. Med diskografi, samt liste over kildemateriale.
Supplerer godt den fremragende og velillustrerede På turné med Bruce Springsteen, 2007, der som titlen indikerer, fokuserer på koncerterne. Derudover findes en lille biografi Bruce Springsteen af Ultima Pedersen, 1991, som vel efterhånden har udtjent sin værnepligt.
Velkomponeret og up to date biografi om en af rockens helt store ikoner, som giver én lyst til at finde skiverne med "The Boss" frem igen.