AMHR har tidligere fået udgivet Havfruer kan ikke drukne, (1987), Bjerget, (1989) og Gennem solens øje, (1995). Bryggen er sammensat af 7 forskellige små historier, der alle foregår på Bryggen i København. I "Alfabetet" er der en ung kvinde, der lader sig seksuelt tiltrække af en ung kunstner, som er ligeglad med hende. I "Skærmen" er der en gift kvinde, der giver sin mand et faldskærmsudspring og arrangerer, at springet skal ske for åben tv-skærm. I "Desirée" er der en 30-årig kontorassistent, der via et web-cam gør sig til for en virtuel mand. I "Kabalen" er der en skolepige, der må tage ansvar for sin fordrukne far. "Pindsvinet" handler om en samfundsfagslærer, der bliver forelsket i en af eleverne. "Fuglen" er beretningen om en kvindelig bibliotekar, der ikke kan frigøre sig fra sin syge mor og hendes undulat. Endelig handler "Sløjfen" om et par, der efter ikke at have set hinanden siden barndomsårene, genfinder hinanden. Fælles for historierne er, at de på en eller anden måde handler om almindelige mennesker og uforløst kærlighed, der i enkelte historier dog forløses. Hændelserne er set fra et kvindesynspunkt, og bogen henvender sig nok mest til kvinder. Jeg synes ikke, forfatteren får gjort historierne alment interessante, og selvom der er enkelte berøringspunkter mellem historierne, er det for store ord at kalde det en storbysaga.