Amis lader i denne roman de midaldrende forf. Richard Tull og Gwyn Barry sætte hinanden stævne. Tull, anmelder og iøvrigt totalt udbrændt, dybsindigt og uforståeligt skrivende og derfor uden publikum, contra Barry med de glatte, tilsyneladende evige og overfladiske succeser, der sikrer penge, berømmelse og mediernes uafbrudte bevågenhed. Forudsætningerne for en rivalisering med tilhørende chikanerier grænsende til vold og desperation er således til stede, hvor alt set med Tulls øjne ikke kan blive værre, for så alligevel at blive det fem sider længere fremme! Vel næppe en nøgleroman, omend Amis med sin skildring af det opstyltede litterære establishment med dets selvpromoverende attituder har begået en litterær satire, der med rette er blevet karakteriseret som ondskabsfuld, fuld af livslede og midtvejskrise. Hvem ved, måske Amis' egen? At bogen tillige ofte er tindrende morsom med passager grænsende til det parodiske er med til profilere dette litterære syrebad, som Amis med sikker sproglig sans og billeddannelse har anrettet for figurer & miljø. Ja til misantropi og tragikomik, nej til fremkommelige løsninger, der her ikke bare ligger lige for i en, såvel voluminøs som ambitiøs, tæt roman, der nok fordrer et vist mål af tålmod og vedholdenhed hos læseren.