Kan du forvandle en øde og stenet græsmark til et slaraffenland, med underholdning, blomsterbede, stier, mad og ikke mindst masser af hygge for kaniner?.
Bunny Park er et indie-spil udviklet af Éloïse Laroche. I spillet skal man forvandle en græsmark til en park for kaniner. Først skal man sikre mad ved at plante salatbede og gulerødder, der lokker de første kaniner til. En tilfreds og mæt kanin smider fra tid til anden guldmønter, som man kan bruge til at købe udsmykning og simple forlystelser til parken. Parken vurderes løbende ud fra tre kriterier (Popularitet, Nuttethed og Hygge). Man vil løbende lokke nye kaniner til, så parken kan tjene flere penge og blive yderligere udbygget. Nogle processer i spillet kan automatiseres ved at købe robot-sommerfugle, der fx kan samle penge eller rydde parken op. Stemningen i spillet er utroligt afslappet og det er teknisk umuligt at gøre noget forkert eller tabe. Grafikken er simpel, men farverig og åhhh så utrolig nuttet.
Der er ikke mange udfordringer i spillet, der er tænkt som et casual game for spillere, der ikke vil stresses. Det er min vurdering, at der ikke umiddelbart er mange spil af denne type til PS5. Kontrollen er en smule kluntet på PlayStation og spillet er nok designet med en mus in mente, men det går med lidt øvelse. Der er ikke meget nyt indhold at komme efter, når man har spillet et par timer. På engelsk. PEGI 3.
Spillet er dybest set en casual version af Theme park world med kaniner.