Alle med interesse for nyere amerikansk historie og politik vil kunne få udbytte af denne bog med George Bush i cowboybukser og kortærmet skjorte på forsiden. Bogen vil også egne sig til opgaveskrivning på mellemuddannelserne.
Poul Høi er Berlingske tidendes USA-korrespondent og fik i 2002 Cavlingprisen for sine reportager og analyser. Gennem ni kapitler beskriver han de 8 år med Bush ved styret, en æra, der kulminerede med genvalget i 2004 og som dykkede efter midtvejsvalget i 2006. Bogen slutter med Obamas valgsejr, som Høi ikke mener ville have været muligt, hvis ikke Bush var endt som den store fiasko. Han kommer godt og overbevisende rundt i stoffet, men en blanding af reportager og interviews med almindelige amerikanere, samt en gennemgang af større begivenheder, bl.a. den katastrofale håndtering af orkanen Katrina. Sproget er journalistisk og flydende og hvert kapitel indledes med et relevant sort/hvid foto.
Den nyeste danske bog om Bush: Anders D. Henriksens Arven efter Bush, 2009, fokuserer på terrorpolitikken, så Høis er den første, der samlet dækker hele Bush-perioden.
En glimrende kritisk analyse af George W. Bushs storhed og fald.