Boligblokke fra 1940'erne og 1950'erne er ikke altid de kønneste at se på. Denne bog sætter fokus på etageejendomme fra denne periode, både i ord og billeder. For opgaveskrivere og dem, der er glade for arkitektur.
6,6 procent af den samlede danske boligmasse, svarende til 178.000 murede boliger er designet og bygget i 40'erne og 50'erne. Denne bog sætter fokus på den arkitektoniske og landskabsmæssige indflydelse disse bebyggelser har. Derudover behandles modernisering med omtanke på den originale arkitektur. Der tages udgangspunkt i 21 toneangivende bebyggelser fra perioden, hvoraf de 10 er særligt udvalgt af et dommerpanel som vigtige bebyggelser. Bogen er udgivet som led i et kampagneinitiativ igangsat af RealDania mfl. Udgivet i A4 hardback kvalitet illustreret med fotos.
Jeg bor selv i et hus fra perioden bogen beskæftiger sig med, og har derfor læst den med ekstra interesse. Ejendommene bliver beskrevet på bedste vis og de mange fotos illustrerer, hvad teksten beskriver. Detaljegraden i bogen er imponerende, men kan til tider virke en smule indforstået. Tekstmæssigt er bogen forholdsvis letlæst, men indeholder dog enkelte fagudtryk.
Arkitektur og bevaringsværdige bebyggelser er blevet beskrevet tidligere, se fx: Om bygningskulturens transformation der, med sine 550 sider, dog er noget mere detaljeret.