Billedbog oversat fra norsk. Ræven viser sin ven griseungen sin bog med en samling af halefjer (2 stk.). Griseungen synes den er lidt sølle, men da Ræven bliver ked af det, lover han at hjælpe med at skaffe flere halefjer. Da et forsøg på at snuppe halefjerene af de intetanende fugle mislykkes, får de den idé at åbne en café, hvor fuglene skal betale med halefjer. Det går strålende, indtil en stor, klodset fugl (en Ædedolk) æder de indbetalte halefjer i den tro, at de er en ret. Til slut finder Griseungen dog en lang halefjer fra Ædedolken, som de to venner bruger til at lege med i stedet for at sætte den ind i halefjersbogen. Denne lidt rablende og ganske sjove historie er fortalt med stor underfundighed og megen lune. Den er illustreret med bevidst barnlige, lidt klodsede stregtegninger, der er skødesløst farvelagt, så de på én gang virker hjælpeløse og elegante. De er i sig selv hele bogen værd og fungerer fint i samspil med den velskrevne og velfortalte histories underfundige humor. Hverken forfatter eller illustrator er tidligere udkommet på dansk. En munter og sjov billedbog for børn fra 4/5 år.