I Guatamala hænger fortidens skygger tungt over de levende. Gennem en række nedslag i sin families fortælling undersøger forfatteren sit lands historie i de guerilla-prægede halvfjerdsere. For læsere af faktion og prisbelønnet latinamerikansk litteratur.
Hvilke begivenheder former et menneske, en familie, et land? I sin søgen efter egen identitet bevæger Eduardo Halfon sig ind i ukendt territorie, da han kortlægger begivenhederne omkring sin jødiske bedstefars kidnapning. Udover forfatterens barndom beskriver bogen kort en rejse til Japan og et besøg på en bar, men helt centralt står den kidnapning, der ufrivilligt inddrager familien i 1970'ernes borgerkrig. Mødet med en voldelig reformønskende guerillabevægelse og et brutalt og magtfuldt militær gør det svært at vælge side og landets historie fremstår dermed lige så kompleks som forfatterens guatemalansk/syrisk/libanesiske rødder.
Et tankevækkende og voldsomt portræt af et land gennemsyret af borgerkrig og mere eller mindre korrupte magthavere. Forfatteren bevæger sig i grænselandet mellem fakta og fiktion og det giver fortællingen troværdighed og tyngde. De mange spring i tid efterlader dog læseren med en lidt fragmenteret følelse.
Sanseløshed handler også om den guatemalanske borgerkrig, men er sværere at gå til og har ikke samme biografiske stemning.