Carl Th. Dreyer (1889-1968) opnår verdensberømmelse som filminstruktør. Han revolutionerer filmsproget med sin brug af intense nærbilleder, strenge billedkompositioner, tunge dialoger og krav om ægthed og naturlighed på scenen. Som uelsket adoptivbarn vokser han op hos en dansk typograf, som han forlader for stedse som 17-årig for at forfølge sine ambitioner. Han gør ved Ekstra Bladet karriere som flabet journalist, der er fascineret af teknologi, og bliver den første passager i en flyvemaskine over Øresund. Han arbejder sig manisk op til at blive filminstruktør hos Nordisk Film, og han vil i sine film vise sjælen ved at fokusere på ansigtet og øjnene. Han gør karriere i Tyskland, men flytter med kone og to børn til Frankrig i 1926, hvor man vil finansiere stumfilmen "Jeanne d'Arc". En rig fransk mæcen finansierer i 1934 talefilmen "Vampyr" mod at få lov til at spille hovedrollen. Filmen fotografes gennem tyndt tyldstof for at sløre grænserne mellem mareridt og realitet. Dreyer bryder psykisk sammen efter filmen og må ludfattig flytte hjem til Danmark, hvor hans familieliv udvikler sig tragisk. Embedsmanden Mogens Skot-Hansen giver Dreyer chancen for at instruere en dokumentarfilm om Mødrehjælpen, og dens succes giver ham mulighed for i 1943 at lave spillefilmen "Vredens Dag" og kortfilmsklassikeren "De nåede færgen". Spillefilmen "Ordet" fra 1955 får mange filmpriser, men Dreyers produktioner er dyre, så først i 1964 skabes "Gertrud", der bliver en fiasko med sin langsomhed og stive replikker, men elskes af cineaster som Truffaut, Godard og von Trier for sin egensindige stil.