Den italienske fabelmester Bariccos 4. roman på dansk. At forsøge med et handlingsreferat af denne surrealistiske og poetiske historie ville være som at skamskyde en smuk fugl i flugten. Men alligevel: Det er den sælsomme historie om det ensomme 12-årige geni, Gould, der bor alene i en 8-værelses villa + en lejlighed på universitetet. Gould hyrer en ung, lige så ensom kvinde, Shatzy, som husbestyrerinde. Der udvikler sig et varmt venskab og et platonisk kærlighedsforhold mellem de to skæve eksistenser. Goulds hovedinteresse er boksning, og han speaker imaginære boksekampe fra badeværelset, Shatzys drøm er at skrive manuskriptet til den ultimative western-film. Omkring sig har de kæmpen Diesel og den stumme Poomerang, der måske, måske ikke, eksisterer. Der er meget af Den lille prins over de tos forsøg på at få noget logisk ud af en absurd verden. En stor del af bogen er sidespring til Goulds boksekampe, Shatzys manuskript fra byen Closingtown, hvor tiden står stille, og Goulds læreres passioner for fodbold eller Monet. En sælsom, drømmeagtig og bevægende fabel, der leger med adskillige genrer på en gang.