"Efter et par ep'er er Love Coffin ude med debutalbummet 'Cloudlands'. En 100 % ren rockplade, der glider selvsikkert udenom den nye paradoksalt strømlinede punk-inspirerede bølge. Love Coffin passer ikke rigtigt ind i båsene. Musikken er nusset, skramlet og rå i sin farefulde flirt med kaos, men samtidig slangesmidig og romantisk i sit rockudtryk ... Når man hører 'Cloudlands' er man ikke i tvivl om, at bandets naturlige element er scenen, men bandets intense, mørke energi og overrumplende melodiske styrke præsenteres også på plade fint i lange, kraftfulde kompositioner. Der findes mange gode, små rockbands derude, men det er de færreste, som både har fundet sin helt egen lyd og har en forsanger, der stikker ud og af. Men i Jonatan K. Magnussen har Love Coffin en forsanger, der er nøjagtig så karismatisk, krukket og "on fire" som stillingsbetegnelsen kræver".