"Det ville være en smuk sløjfe på historien at udråbe Post Pop Depression til en mesterlig afskedssalut, men det er det ikke helt. Dertil mangler sangskrivningen det sidste nøk, hvilket resulterer i et album med et stabilt niveau, men uden de helt store højdepunkter til at trække helhedsoplevelsen afgørende op. Hvad man til gengæld får, er et ekstremt stilsikkert, vintage-ornamenteret rockalbum, der dyrker klassiske dyder med overskud og erfaring. Et album, der med sin relativt rolige puls og eftertænksomme tone emmer af mytisk amerikansk aftenland, blodrød solnedgang, whisky-dunstende patina og knirkende bløde lædersæder i en brummende Cadillac. Og således et værdigt punktum for en af musikhistoriens mest enestående karakterer, hvis det viser sig at blive det sidste begærlige suk fra den kant".