Crossing over er et socialt bevidst, politisk drama om immigranters bristede drømme. Fra 15 år.
Harrison Ford spiller afdæmpet den humanistisk indstillede, ældre immigrationsbetjent Max Brogan, der under sit arbejde i Los Angeles møder en række skæbner blandt de mange, der illegalt forsøger at krydse grænsen til USA for at skabe sig et nyt liv. Hvor opgaven er at sende immigranterne hjem involverer Brogan sig personligt og forsøger at hjælpe dem. Blandt skæbnerne er den unge Claire med skuespillerdrømme. Hun indvilger i et seksuelt forhold til Cole, der arbejder med opholdstilladelser. Brogans iransk-fødte makker Hamid har problemer med sin familie, hvis oprørske datter har et forhold til en gift mand. Mest personligt involverer han sig i den unge mexicanske Mireya, der har en lille søn.
Som Paul Haggis' Crash, der handler om racisme, er Crossing over en multiplot-film, hvor en række skæbner krydser hinanden. Den lægger sig også op ad genremæssigt lignende film som Shortcuts og Magnolia.
Filmens fragmentariske struktur symboliseres af billederne af Los Angeles' sammenflettede motorvejsnet. Det er en engageret og dybt humanistisk film om et væsentligt samfundsproblem. De enkelte skæbner gør indtryk og får ikke altid lykkelig udgang, selv om Brogan i et enkelt tilfælde får succes med at bryde den onde cirkel. Det er en yderst idealistisk film, der ind imellem bliver for pæn på den måde, at den ikke vil svigte nogen minoriteter, ligefra mexicanere, koreanere, jøder til iranere.