Fortællingen om Frederik Løchte Nielsens overraskende sejr i herredouble ved Wimbledon i 2012 sammen med makkeren Jonathan Marray. Til alle dedikerede tennisfans.
Frederik Løchte er den eneste dansker, som har vundet tennisturneringen Wimbledon. En bedrift som forfatter Anders Haahr Rasmussen synes fortjener at blive hyldet og husket på. For i 2012 var det nærmest et eventyr, da det useedede par Løchte/Marray efter et wildcard slog det ene par efter det andet på vejen mod finalen. Løchte var på det tidspunkt 28 år, singlespiller og havde aldrig vundet en kamp på ATP-Touren. Men farfar Kurt Nielsen, der var død for et halvt år forinden, havde tre gange stået i singlefinalen i 1950'erne. Og med Farmor på sidelinjen var der stærke følelser på spil. Bogen har fokus på Wimbledon 2012. Afslutningsvis er der et interview med Løchte om livet efter triumfen.
Anders Haahr Rasmussens engagement lyser ud af alle sider i bogen. Lige fra de store linjer til når dueller bliver beskrevet slag for slag. Bogen er skrevet i et lettere begejstret sprog tilsat en eventyrlig tone, hvor Løchte er den gode helt. Illustrationerne er også holdt i et naivt troskyldigt udtryk, som underbygger det eventyrlige i sejren. Det er en feel good-tennisbog, hvor man kan hygge sig med at læse om en af de største danske tennissejre.
Anders Haahr Rasmussen har skrevet flere bøger om tennis. Denne minder i sin begejstring og sit let tilgængelige sprog om Om tennis.