Simon Grotrians sidste digtsamling, præget både af munterhed og eksperiment på et kristent grundlag. For interesserede i dansk lyrik af bedste karat.
SG's digtsamling er undersøgende på tro. Digtene er også stedvist ledsaget af en nærmest barnlig respekt for naturkræfterne. 1. sekvens er et langdigt, der følges af en cyklus af salmeagtige strofer. 2. del består af firelinjers eksplosive digte, mens sidste del er sprogfri billeder bestående af tal eller bogstaver.
Når man indleder sin sidste digtbog sådan: "O Danmark, forfløjne vise og trillefryd i haner!/når flagstangen med Dannebrog/går i bund i koen/hvor bilerne sidder fast mellem mine ører/med baglygter som kogte hummere(.)", så er der en sprogkunstner på spil. Surrealistiske billeder i sproglige spring sprudler som i en febervildelse. Alt opløser sig i kraftudladninger og samler sig igen på nye måder med masser af humor. SG skriver: "Grimm parkerer sin cykel i atmosfæren/fordrevet af lykkelige punktummer efter kaskelotten/derfor husker vi tornebuskens rædsler/den stegte gris på tværs af spyddet i Paulus' breve/og falder opad i stumperne efter eksplosionen/resten af frikvarteret tilbringes ved en skærm med syngende fisk". Han vendte vrangen ud på de kristne symboler, som han troede på til det sidste.
J. Gustava Brandts digte var moderne kristne, men mere dystre og Kirsten Jørgensens Mellem værende mere bekendende.