Surreelle og vildtvoksende digte om livet, jorden, sjælen og jeget. Til interesserede i digte med et avanceret billedsprog.
Simon Grotrian har flere lyrikudgivelser bag sig, og det er en genre han bliver ved med at vende tilbage til. I denne digtsamling har Grotrians billedsprog fået et ekstra skud af det surreelle. "Du har længtes mod et æg med udsigt, alligevel knækker altanen og tidsregningen bimler i trykkogeren, sild står måbende i spejlet, du gir mig vand og tørster som et fyrværkeri, dine rododendronøjne strammer på anstalter hvor fornuften råder hen ad linealerne". Digtene bruger et abstrakt og fragmentet billedsprog til at beskrive det univers der kredser om eksistensen.
Grotrian har aldrig været en af de lettest tilgængelige digtere og denne digtsamling er næppe med til at forandre det billede. Det vilde billedsprog tegner verdener og collager der er langt fra vores normale åndsverden, og det er ikke umiddelbart muligt at tolke og forstå dem direkte. Men sprogets originalitet og særegenhed fornægter sig ikke.
Grotrian kan man sammenligne med andre digtere der også arbejder med det surreelle som Peter Adolphsen og Pia Juul.