En danmarksrejse og en hyldest til H.C. Andersen og hans fødeland i anledning af fødselsdagen. Tænkt og udført af Mitsumasa Anno, som optog en pæn plads blandt billedbøgerne i 70'erne og 80'erne med sine ordløse billedbøger. Denne er en tro kopi, og det er et dejligt gensyn. Den 79-årige japaners fine og detaljerede billeder, som man (stadig) helt forsvinder i, nu med en farveholdning, lidt mere mættet end tidligere. Så med Anno ved hånden svæver vi henover Danmark med start ved Skagen, derfra videre til Bornholm, Hammershus og rundkirkerne og videre rundt i det bygningsmæssige gamle Danmark: H.C. Andersens hus selvfølgelig, Ribe, Den gamle By, Nyhavn, Kronborg mv., samt til adskillige sider med Tivoli, frit efter Anno, med bl.a. Bakkens vandrutschebane (så vidt jeg kan se). På hele turen er H.C. Andersens eventyr også med i tegningerne, og bagest i bogen kan man i Annos personlige kommentarer se, om alle er opdaget. Men det er også en nutidig historisk rejse rundt i Danmark, og der hviler unægtelig en vidunderlig ro over bogen, som ikke opleves så tit i dag. Måske "Danmark er for lille et sprogområde til en ballet", men bestemt ikke til en ordløs billedbog! Til alle os fra 3 år og op og til alle de, der besøger os.