Journalisten SvE genskriver de dramatiske historier engageret, men uden effektjageri. Appel til både (rets)historisk interesserede og læsere af danske mord- og kriminalsager.
Bogen bygger på en serie om virkelige danske mord og henrettelser, som blev vist på DR2 i 2008. Den udfolder og detaljerer nogle af de sager som tv-formatet ikke gav plads til. Det drejer sig bl.a. om sager fra dansk rets- og kriminalhistorie fra 1700-1900 tallet baseret på arkivalier og samtidens aviser, breve og (dårligt gengivne) billeder. Den første historie tematiserer fænomenet "De melankolske mordere", hvor mennesker i social armod foretrak at blive henrettet for mord frem for at leve et elendigt liv. Selvmord var ikke en mulighed, fordi det bragte en i helvede. Andre historier er om sager, der skabte retshistorie: De sidste offentlige henrettelser i Danmark på morderen Anders Sjællænder i Nakskov i 1882 og Jens Nielsen i Horsens Statsfængsel. Desuden får vi beretningerne om "englemagersken fra Enghavevej" - spædbarnemorderen Dagmar Overby, den russiske rovmorder Bulotti og den transseksuelle morder(ske) Vilhelmine/Vilhelmi og mordet på den prostituerede Smukke Caroli fra Christianshavn. Kildehenvisninger bagest i bogen.
Nogle af sagerne har været omtalt i Schierbeck: Danske mordgåder, Tamm: Retshistorie og Floto: Dødsstraffens kulturhistorie m.fl.
Interessante og elementært spændende beretninger om de sidste henrettelser og drab i Danmark på baggrund af en DR tv-serie fra 2008.