Loung Ungs beretning om sin barndom i det borgerkrigshærgede Cambodja hører efter min mening til blandt de bedste i serien Virkelighedens verden. Det er en nøgtern, usentimental og velskrevet historie om de rædsler og grusomheder, mange oplevede, da Khmer Rouge tiltog sig magten under Pol Pots ledelse i 1975. Loung er 5 år gammel i 1975, hun lever et sorgløst liv i Phnom Pehn i en middelklassefamilie, som består af far, mor og 7 børn. Faderen er ansat i regeringhæren, så da byen bliver indtaget af Khmer Rouge, bliver de nødt til at flygte, da de bliver betragtet som forrædere. I de næste 5 år forsøger familien at overleve ved at udgive sig for bønder, de kommer til lejre, hvor de arbejder hårdt uden at få meget at spise, og efter at faderen er forsvundet, sender moderen 3 af sine børn til forskellige lejre, for at de kan have større chancer for at overleve. Loung er et bemærkelsesværdigt barn, hun tillader sig ikke at vise følelser, hun nægter at give op, og et meget stærkt had til Pol Pot gør hende stærk. I dag arbejder hun for en forening, som udbreder kendskabet til landminer. Det er en skræmmende beretning om hvad krig kan gøre ved mennesker, om propaganda og menneskeforagt.