Roman om 2 papsøstre, der ikke kan udstå hinanden men som på en rystesammenferie på Island under dramatiske forhold finder sammen. For piger fra 12-14 år.
Lunas mor og Albertes far er forelskede, og nu skal de to piger være søstre. Der er bare en hage ved det: de kan ikke fordrage hinanden. Alberte er klog og belæst, Luna er følsom og spirituel. Under en rejse til Island bekriger pigerne hinanden mens et genfærd, en skikkelse fra de islandske sagaer, viser sig for dem. Under en ridetur bliver de 2 piger fanget i en hytte på flugt fra en blodtørstig isbjørn, og oplevelsen får betydning for deres indbyrdes forhold. Luna og Alberte er skiftevis jeg-fortællere. Det har en god virkning, der forstærker pigernes intense følelser. Jeg synes dog, det overnaturlige i form af skikkelsen Halgred fra de islandske sagaer og den blodtørstige isbjørn, gør historien lidt uklar. Resultatet er en forvirrende historie, der ikke helt formår at fastholde læseren. Begge forfattere, der har skrevet bogen inspireret af fælles rejser til Island, har flere børnebøger bag sig. Illustrator har ligeledes illustreret en lang række børnebøger fx Cornelius Krut.
Andre, der handler om stedsøstre er fx Pigerne i Villa Sorrento, som dog er hensat til 50erne og til en lidt yngre målgruppe.
En udmærket men lidt forvirrende historie med elementer fra de islandske sagaer og det overnaturlige. Det er i beskrivelsen af pigernes problematiske forhold, der langsomt opblødes, at bogen har sin styrke.