Det er flotte akvareller i røde, grønne og brune farver, der først springer i øjnene, når man bladrer i denne bog. Herefter får man øje på nogle meget søde og forholdsvis naturtro flodheste i deres naturlige element vandet. Først i den sidste halvdel af bogen møder vi på billedsiden menneskeliggjorte flodheste med forklæde og halsklud på. Teksten fortæller derimod hele bogen igennem om flodheste med menneskelige egenskaber." Flodhestedamen", der har sit eget badehus, laver konstant søgræsbudding, når hun ikke lige møder op med sin værktøjskasse for at lave ungernes vippe højere. Udover at springe fra vippen elsker flodhesteungerne at høre krokodillehistorier, som flodhestedamen læser højt, mens de sidder under en dyne. Teksten henvender sig til de 2-4årige, og der er ikke meget kød på den. Kvaliteten ligger udelukkende i billederne. Lena Landstöm er da også først og fremmest kendt som illustrator, men har i 1994 fået udgivet Flodhestens badeplads som omhandler den samme flodhestekoloni som nærværende bog. Bortset fra et skift i farverne, fra blå til grønne nuance, er de to flodheste-bøger meget lig hinanden både i tekst og billeder, så efterspørgslen af denne nye bog vil ligge på linie med Flodhestens badeplads.