De små ting er for de lånere, der ikke er bange for romaner, hvor hovedvægten af læseoplevelsen formidles igennem et til tider litterært men hele tiden flot sprog, og hvor man en gang imellem må standse op i læsningen for at overveje betydningen af naturbeskrivelser eller af ures mekanik i forbindelse med resten af historien.
"George Washington Crosby begyndte at hallucinere, otte dage før han døde". Sådan begynder historien i De små ting og derfra vil de fleste læsere af bogen lade sig føre frem til den sidste side ved hjælp af et sprog, der er i konstant bevægelse hen imod den uafvendelige afslutning, mens man hører om den firsårige George, hans far Howard og Georges bedstefar. Om deres liv, men især om deres afsked med netop livet. Forfatteren er debutant og vandt Pulitzerprisen, og bogen er velskrevet og flot oversat til dansk.
Også Jonathan Safran Foers fantastiske roman Ekstremt højt og utroligt tæt på handler om en drengs accept af og forholden sig til sin døde far og forsøget på at finde et ståsted i tilværelsen derefter. Epilepsi fylder en del i De små ting, ligesom sygdommen også gør i David B's graphic novel, der hedder Det store onde, som er i to bind og handler om David B's bror, der lider af epilepsi.
De små ting er en forholdsvis kort, men meget velskrevet og sprogligt levende roman om familien, livet og døden. Den kan anbefales til de fleste voksne læsere.