Fortsættelse til Lotusdammens vogter. Mille og Muld må endnu engang bekæmpe de onde, samtidig med at Mille kæmper videre med at få sagt til Mads, at hun godt kan lide ham. Tegneserie for 6-11-årige.
Muld og Mille er lige landet efter deres eventyr i 1. bd., og nu ser de frem til at være sammen med alle de dyr, Mille har reddet. Freden varer dog ikke længe, for snart kommer der mystiske væsner i Milles hus, som er håndlangere for nogle onde prinser, der vil overtage byen. Udover at Muld og Mille skal bekæmpe prinserne og håndlangerne, skal Mille også til skolefest, og hun forsøger at samle mod nok til at sige til Mads, at hun kan lide ham. Der er nok at se til, og som om det ikke var nok, er der også den mærkelige Muldskelmand, der pludselig dukker op for at hjælpe Mille - hvem er han? Nogen hun kender?.
Dette 2. bd. af "Muld & Mille" kan læses uafhængigt af 1.bind - det starter nemlig med et fint lille referat af handlingen i 1. del. Det er en underholdende tegneserie i en sjov og enkel tegnestil. Historien er skrevet i et let sprog, og er nem at gå til. Kan fint bruges som højtlæsning fra 6 år og selvlæsning fra cirka 10. Samtidig tages der flere hverdagsemner op, som gør, at der er masser at snakke om bag efter.
Blandingen af sjove dyr og socialrealisme kendes fx også fra Dæmonen fra Dysterdyb. Kan også sammenlignes med Anders And, da handlingen til tider stikker lidt af - som den også kan gøre i Anders And.