Adil Erdem har skrevet flere undervisningsbøger, senest Rejsen ud af mørket (2002/18), hvor 12 flygtningebørn kommer til orde. I De uønskede er det 14 kurdiske gadebørn i Istanbul, der får mulighed for at fortælle om deres tilværelse og drømme. 14 uafrystelige beretninger om vold, forfølgelse, overgreb, korrupte politibetjente og stofmisbrug. De fleste af børnene lever på gaden. Mange af dem er rejst fra hjemstavnen i det østlige Tyrkiet. Andre bor hjemme, men er sendt på gaden for at tjene penge til familien, og nogle ser kun deres familie en gang imellem. Der er få lyspunkter. Et af dem er Børnehuset Huzur, et privatfinancieret herberg for gadebørn, som udelukkende drives for sponsormidler. Her kan børnene få et måltid mad, rent tøj og måske en seng. Der er pt. ingen politisk vilje til at løse gadebørnenes problemer, men bogen slutter lidt optimistisk af med at interviewe en advokat med speciale i børneret, som giver sit bud på mulige løsninger. Det er en letlæst bog. Der er hyppige overskrifter og bred margen, som anvendes til grå faktabokse. Sorthvide fotos af de interviewede i situationer på gaden supplerer teksten. Der er stor interesse for bøger om gadebørn, og denne er et godt bud til læsere fra 13 år.