"DIIV har uden tvivl gennemgået lidt af et make-over, personligt som musikalsk, der har affødt en ny tilgang til sangskrivningen. Væk er de tunge lag af reverb, de melodiske jangle-guitarer og kærlighedsforholdet til dream poppen. I stedet skues der i faser mod My Bloody Valentines brutale lydmure, i andre mod Sonic Youths skæve støjrock ... et gennemført værk, der er mest gribende i sine forløsende øjeblikke, men frem for alt står stærkest via sit ærlige, forandringsvillige koncept".