"Keepsake kan ses som en gigantisk kærlighedserklæring til 80'ernes synthpop-, dreampop- og new wave-scene ... personligheden er forsvundet ... Sangskrivningen på Keepsake er præget af en generisk melodiøsitet, som kan høres i samtlige andre popsange på den nutidige popscene, og man rammes af det ene forglemmelige omkvæd efter det andet, hvor man kan undre sig over, at der ikke er lidt mere at rykke rundt med, når der tydeligvis har været ambitioner bag projektet. Jeg føler mig rent faktisk til grin som lytter ... Jeg kedede mig bravt gennem hele Hatchies debut (...) det lader til, at sangerinden og producerne har været så optaget af at lave det store popgennembrud, at de glemte den personlighed et sted. For den er ude af syne i det her ingenmandsland".