Mette Nørby har flere bøger om decoupage bag sig. Hun arbejder i denne bog fortrinsvis med tasker, punge og etuier, men har desuden enkelte forslag til dekoration af sko og bælter. Hun arbejder her med enklere motiver end det oftest bruges, ikke lag på lag, derimod flere gange med ret store billeder. Der er en ganske kort introduktion til teknikken hvor der bl.a. gøres rede for det specielle ved at decoupere på læder og plastik. Til alle modeller er der en vejledning om fremgangsmåde; overvejelser over valg af motiv kan bruges til inspiration for læseren til egne eksperimenter. De færdige arbejder præsenteres på indbydende fotos. Dog savner jeg illustrationer af redskaber, arbejdsprocesser og de små tekniske fif der omtales undervejs. Stilen og genstandene vil sikkert også have appel til halvstore piger, men da der arbejdes med acetone, lim og lak, er det en hobby der kræver lidt forsigtighed og voksenhjælp. Mette Nørbys leg med former, farver og motiver er et udmærket bud på nye anvendelsesmuligheder for denne hobby.