Her udgives på dansk den irske læge John McKennas teorier om og vejledning i, hvordan man kan helbrede infektioner uden brug af kunstige antibiotika og desuden styrke immunforsvaret. Først beskrives det voldsomme globale overforbrug af antibiotika, som giver alvorlige problemer dels i form af følgesygdomme, dels ikke mindst m.h.t. bakteriernes evne til uventet hurtigt at udvikle resistens. McKenna fortæller derefter om hvordan han i mange år har arbejdet med alternativer naturlige antibiotika i form af plantemedicin, homøopatisk medicin, som virker ved at stimulere kroppen til at helbrede sig selv, og ernæringsmedicin i form af vitaminer, mineraler og sporstoffer. Han har også arbejdet med biokulturer/bakterietilskud og set på sammenhængen mellem stress og infektioner. Han anviser efterfølgende konkrete eksempler på effektive og ufarlige midler og metoder til at bekæmpe infektioner hos mennesker, også forebyggende i form af et styrket immunforsvar. Den danske læge Claus Hancke skriver om danske forhold og nyere præparater i Danmark. Bogen er nem at gå til og har både teori og praksis samlet om emnet. Den henvender sig seriøst og indtrængende til et meget stort publikum med en løsning på et alvorligt sundhedsproblem.