Denne billedbog har mange ingredienser, der kan gøre den til et hit i indskolingsklasserne: Den har sjove og skøre illustrationer af Tony Ross, morsomme vrøvlerim, som for tiden er i høj pædagogisk kurs, samt en rigtig prutte-fise-handling, som børn elsker, og som kalder på smil hos unge som gamle. Når bogen alligevel ikke er helt vellykket, skyldes det at rimene, trods megen omhu, ikke har den lette og selvfølgelige charme og elegance, der ville gøre den lavkomiske handling rigtig morsom. Ross har gjort sit bedste med en rablende sjov dyreverden, men i de tolinjede vers, som godt nok rimer, varierer versefødderne vel meget efter behov, hvilket også børnene vil opfatte som lidt anstrengte nødløsninger. Når det drejer sig om vrøvlevers har danske børn lov at stille større krav, end de får honoreret her.