Forfatterens antagelse er, at den europæiske kultur er dobbelt: både kristen og verdslig, og dette spændingsfelt er temaet for nærværende bog, hvor han har samlet forskellige artikler, kronikker og foredrag samt ikke tidligere publiceret materiale. Forholdet mellem natur og religion optager forfatteren meget, og han har opnået sin dybe indsigt ved at studere de middelalderlige forfattere, der interesserer sig for netop dette forhold. Et spændende indblik i renæssancens tankesæt fås med kapitlerne om Giordano Bruno, der blev henrettet pga. sin overbevisning. Der er et glimrende og oplysende afsnit om lægen og filosoffen Paracelcus, og bogen slutter med et kapitel om Antikrist: problemet om det onde, et af religionens og filosofiens vanskeligste emner. Artiklerne er yderst velskrevne og læseren føres hurtigt af sted ind i forfatterens tankebaner. Bogen er yderst velforsynet med litteraturlister og forslag til videre læsning og for interesserede læsere i naturfilosofi og forholdet mellem religion og natur er der meget at hente. Forfatteren er mag.art. i middelalderlatin samt ph.d. i videnskabsstudier.