I efterskriften til sin nye roman fortæller John Irving, at det var hans kone, der gav ham inspiration til den, da de havde set et tv-indslag om den første håndtransplantation i USA, ved at spørge: "Hvad nu hvis donorens enke forlanger at få besøgsret til hånden?" Det har han så fabuleret over i denne bog, der begynder grotesk og farceagtigt med at en flot tv-journalist får ædt sin ene hånd af en løve for åben skærm. Det giver ham berømmelse som Løvemanden på Katastrofekanalen. En håndkirurg får lyst til at hjælpe ham, og fru Doris Clausen tilbyder ham sin mands venstre hånd, selv om manden lever godt. Men han dør snart efter ved en ulykke, Løvemanden får hans pote, og fru Clausen førfører Løvemanden, der altid har svært ved at sige nej til kvinder, der begærer ham, og hun vil have besøgsret til hånden. Han forelsker sig i hende, men er stadig svag over for andre gode tilbud, så vil han få hende og deres fælles barn? Det er hovedhistorien, men der er mange sidespring og alt i alt føles bogen mere fyldt med tomgang end med mening, trods lidt satire over tv-nyheder. Det er trist, når en af mine yndlingsforfattere skuffer slemt, så jeg vil nøjes med at klappe mat med én hånd ad dette venstrehåndsværk.