En ny serie, Historiske steder, indleder bogprogrammet med et indlysende valg: Den forbudte by i Beijing. Hele det store område på 720.000 m2 med et utal af smukke og imponerende kejserpaladser var godt på vej til at forfalde, da man i 1950'erne besluttede sig for at føre byen tilbage til det prægtige og frygtindgydende sted det engang var: Kinas mest betydningsfulde historiske monument og verdens største samling af paladser. Bogen beskriver i otte kapitler, hvordan byen blev opført, dens historie, indre geografi og bygninger, dens befolkning, betydningsfulde begivenheder, den stadigt pågående renovering og situationen i dag. Den trespaltede tekst giver et glimrende indblik i emnet og suppleres med en overbevisende billedside, der understøtter teksten. Der tages naturligt udgangspunkt i de mange kejsere og de tre store dynastier, Yuan-, Ming- og Quingdynastierne, de historiske og politiske aspekter beskrives og analyseres, men det er klart stedet, der er den egentlige hovedperson, i teksten såvel som i de mange flotte fotos. Den forbudte by behandles sporadisk i enkelte andre historiske bøger for børn, men der findes ikke andre nyere bøger om emnet. Denne udfylder derfor et konkret hul i materialesamlingen i skole- og børnebiblioteker og vil generelt være velegnet til historisk interesserede og til historieundervisningen og projektarbejde i 6.-9. kl.