Bogen udkommer i en forlagsserie Verden i forandring. Den henvender sig i første omgang til elever i folkeskolens 8.-10. klasser.
Forfatteren har tidligere udgivet et par bøger på dansk. Bogen er opdelt i 7 kapitler, der strækker sig over 2-6 sider og omhandler historien, den nuværende tilstand (2008) og landets fremtidige problemer. Der er en tidstavle, ordforklaringer og en medieliste. Mellemøsten er jo et af tidens brændpunkter, så alle relevante fremstillinger af områdets udvikling bør være velkomne. Denne bog forklarer de seneste ca. 100 års historie og de aktuelle problemer på en neutral og forståelig måde. Israels konflikt med naboerne og stormagternes og arabernes indblanding, politisk og militært, er vigtige ingredienser, men vi læser også om vandmangel, fattigdom, overbefolkning og andre daglige problemer. På trods af det komplicerede emne er bogen letlæst, og den er forsynet med en række fotografier, hvoraf de fleste supplerer teksten på udmærket vis. Dertil findes en række faktabokse og en del tabeller, der også uddyber teksten.
Siden 2002 er der kommet en del bøger af nogenlunde samme karakter for aldersgruppen. De fokuserer alle på den gamle historie og de seneste 100 år, og på Mellemøstens karakter af urocenter.
Bogen egner sig godt som grundlag for diverse skoleopgaver i overbygningen, og den kan også give andre interesserede et indtryk af de kolossale problemer, der er i området.