Bogen er tænkt som en advarsel til det danske folk om, hvordan islam er ved at overtage Danmark og Vesten. Det er nok især islamkritiske personer på højrefløjen, der vil tage bogen til sig.
Bogen er en lang advarsel om, hvordan indvandringen og den tiltagende islamisering vil ødelægge demokratiet og langsomt kvæle de danske værdier. Især § 266B, racismeparagraffen bliver i følge forfatterne anvendt til at undertrykke alle kritiske røster i den forbindelse. Der bliver anvendt mange tal, antallet af ikke-vestlige indvandrere i Danmark, antallet af disse udenfor arbejdsmarkedet osv., i argumentationen for, hvordan det danske samfund langsomt infiltreres af antidemokratiske kræfter. Danskerne generelt og forfatternes ideologiske modstandere især beskrives i en lidt nedladende og let ironiserende tone som værende naive og godtroende. Tænkt som et debatindlæg, men med et indhold og i en form, som formodentlig ikke længere vil vække til nogen større debat.
De to forfattere er produktive og har tidligere i fællesskab udgivet 1400 års krigen : islams strategi, EU og frihedens endeligt, 2009, hvis indhold og synspunkter lægger sig tæt op ad denne.
Et islamkritisk debatindlæg af to af nutidens mest markante debattører.