Primære læsere er bornholmere og deltagere i Folkemødet, men også læsere med lyst til hyggelæsning fra den danske provins vil kunne adspredes og hygge sig med denne lette sommerkrimi.
Lillevang er kendt fra en serie udkantskrimier med journalisten Carla i hovedrollen. Den nye bog foregår i forbindelse med Folkemødet 2014 på Bornholm, og plottet blev konstrueret til et arrangement på Allinge Bibliotek ved Folkemødet 2012. Den kaldes en forsvindingsfortælling, bl.a. fordi meget er forsvundet fra den (fiktive) bornholmske by, Arnsted, men primært fordi byens notoriske "Rasmus Modsat", Peter Krashave, viser sig at være forsvundet et halvt år før Folkemødet. Ingen har savnet ham hele vinteren, så det opdages først af en af mødedeltagerne, NGO'eren Nina Klostergaard, og så ruller opklaringen gennem portrætter af deltagere i Folkemødet, Arnsteds beboere og andre bornholmere, hvoraf en hel del vil kunne genkende sig selv (bl.a. en lædervesteklædt overbibliotekar med lyst til kryddersnapse). Foruden krimigåden, der selvfølgelig løses, tegnes et fint portræt af den lille bys ånd og vilkår i en ligefrem skrivestil, der gør læsningen nem.
Stilmæssigt ligner den Lillevangs 3 krimier i serien, men jeg får også mindelser om Erik Poupliers serie fra Provence med Barbaroux, der dog rummer en del mere humor.
Letlæst sommerkrimi fra Bornholm med gode portrætter af Folkemødet og deltagere her, men især af en lille bys beboere og deres liv som baggrund for både et mord og udviklingen af byen.