Billedmaterialet i Den globale plakat vil glæde enhver, som interesserer sig for god illustrationskunst - eller blot for god kunst.
Den globale plakat er udgivet i forbindelse med en ambitiøs udstilling på Kunstindustrimuseet i efteråret 2009. Bogens paralleltekster på dansk og engelsk er skrevet af overbibliotekar Lars Dybdahl, som også stod bag det fornemme værk Den danske plakat, 1994. Sammenlignet med det tidligere værk er den nye bog langt mere kortfattet i forhold til emnets omfang, hvilket betyder, at læseren må nøjes med en temmelig kursorisk, kronologisk gennemgang af den internationale plakatkunsts udvikling. Mange plakatkunstnere nævnes i forbifarten, og der bliver sjældent plads til mere dybtgående analyser eller præsentationer. Sådan må det være ifølge sagens natur; men de mange hastige opremsninger kombineret med forfatterens noget tørre akademiske sprog betyder, at billedmaterialet overskygger teksten og måske kommer til at fremstå som udgivelsens væsentligste raison dếtre. De 260 afbildninger af nogle af (den euroamerikanske) verdens mest eksemplariske og mest markante plakater er i hvert fald fascinerende og absolut et nærmere bekendtskab værd.
Ud over Dybdahls tidligere nævnte værk om den danske plakat giver Dansk Plakatmuseums Leve plakaten! fra 2004 et vue over plakatkunstens mangfoldighed.
Den globale plakat er et flot billedværk, der både kan bruges som bladrebog og som en fin første introduktion til et omfattende emneområde.