Den højeste ære

Ridderromantik, slagscener og omhyggelige historiske detaljer må man hige efter for at læse Clod Pedersens bøger om den unge ridder Hialmar. Men selvom fortællingen kunne appellere til yngre læsere, der kan lide en tju-bang historie, så vil det tilstræbt gammeldags sprog nok hægte dem af.

I bind 1 om unge ridder Hialmar Gunwardsøn hørte vi om, hvordan han sammen med sin trolovede Arina, hendes kammerpige samt pagen og væbneren drager ud i den vide verden. Nu er han i 1415 ankommet til England medbringende hilsen fra sin konge, Erik af Pommern samt en ladning svovl til krudtfabrikation. Lidt for kedeligt og ikke helt ærefuldt nok, synes unge Hialmar, der svinger et godt slagsværd, men derudover kan synes en kende naiv. Men han får rigeligt med kamp, da de uforvarende inddrages i den engelske kong Henrys angreb på Frankrig. Her kommer han med i det store og skæbnesvangre slag mellem den engelske og franske hær ved Azincourt, og vi får blod, død, stank, sygdom og alle slags rædsler beskrevet i mange detaljer. Det kan godt afsløres her, at Hialmar overlever de voldsomme hændelser, der kommer nemlig et tredje bind.

Genremæssigt kan man kan jo ikke komme udenom at nævne Arn-serien, men egentlig holder en sammenligning ikke, da Hialmar-serien sprogligt nærmest ligner en pastiche.

Det er en uhyre ordrig men dog spændende historie, hvor det gammeldags sprog kan sortere nogen læsere fra.

Read the full assessment