Books / fiction for children / eventyr

Den kæmpestore roe


Description


Billedbog med eventyret om roen, der bliver så kæmpestor, at manden må tilkalde konen og alle dyrene for at få den halet op.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 8. Feb. 1999

By

By

Jesper Holtoug (skole)

d. 8. Feb. 1999

Dette er en pragtfuld udgave af Aleksei Tolstoys mere end 100 år gamle historie om den helt fantastisk store roe. Historien - eller det lille moralske eventyr, som det vel egentlig er - kendes i en lang række forskellige udgaver. Den findes eksempelvis stadig på mange biblioteker i Gyldendals udgave fra 1971, men der er al mulig grund til at hilse denne nye udgave velkommen. Dels er fortællingen både ændret og udvidet, sproget moderniseret, og dels er Niamh Sharkeys nye, frodige og naivistiske illustrationer en stor billedmæssig oplevelse. De stiliserede figurer er udført med stor virtuositet, masser humor og fin fornemmelse for fortællingens karakter. Billedbogen her er udover at være en rigtig god historie også en grafisk nydelse af de sjældne. Den kæmpe store roe er fortællingen om en gammel mand og en gammel kone, der planter en roe, der bliver så stor, at de må hente al den hjælp, de kan få, for at få roen op af jorden. Selvom alle i familien med husdyr og det hele trækker, kan de ikke få has på roen. Først da den lille mus kommer til, rykker roen sig fri. Er musen helten? Er både store og små nødvendige, hvis store opgaver skal udføres? Her er både til oplevelsen og eftertanken. Højtlæsning fra 3-4-års alderen, selvstændig læsning fra 2. klasse.


The libraries' assessment

d. 8. Feb. 1999

By

By

Vibeke Munch Kofoed

d. 8. Feb. 1999

Billedbog med et kendt, klassisk eventyr iført nye, moderne klæder af Niamh Sharkey, som også har ill. eventyrsamlingen Fisk i skoven og andre forunderlige fortællinger 1998. Det russiske eventyr, der har karakter af en remse, fortæller om roen, der vokser sig så kæmpestor, at hverken manden, konen eller alle dyrene i forening kan hale den op. Først da den lille mus hjælper med, lykkes det at hale roen op. Den eviggyldige historie udvikler sig som en tælleremse, hvor der hele tiden føjes nye aspekter til. Billederne påkalder sig umiddelbart stor interesse. Det er spændende og anderledes illustrationer tilsat en god portion humor. Med en særegen både kantet og rund stil antager personer, dyr og perspektiver groteske og dog velkendte former. De store billeder i flotte, velafstemte farver formidler historien med humoristisk overskud og så grafisk overskueligt, at historien fint kan billedlæses efter et par gennemlæsninger. En velkomponeret billedbog og en herlig fornyelse af et eventyr, som ud over en god historie også udfordrer børnenes hukommelse og tælleevner. Fra ca. 4 år og opefter.



Information and editions