Pigen Ninni skal undersøge, hvorfor det pludselig er blevet vinter i "Den lille gyserbutik", men ikke i resten af byen. Hyggelig og sjov 3. del i serien "Den lille gyserbutik". For børn fra 9 år.
En morgen da Ninni møder på arbejde, opdager hun, at det sner inde i "Den lille gyserbutik". Hun undersøger sagen sammen med butikkens ejer Hr. Særmus og butiksspøgelset Frode. På loftet opdager de hemmeligheden bag den lokale istid, og undervejs møder de en "afskyelig snemand". I starten af bogen er 2 sider med persongalleri, og der er 4 sider med kendetegn på henholdsvis en afskyelig snemand og et sengemonster. Den finske forfatter Magdalena Hai og illustrator Teemu Juhani har ikke udgivet andre bøger i Danmark end denne serie.
Bogen er en sjov og underholdende historie i den lettere genre. Teksten er kort, nogenlunde let at læse og med meget dialog. Historien indeholder - trods titlen - hverken gys eller uhygge, men er et lidt skørt mysterium, der opklares. De farverige illustrationer på hver eneste side er bogens helt klare force. Tegningerne er rigtig fine, hyggelige og sjove. Der er mange sære væsener i bogen som fx tandtrolde og gyserbogorme. Serien kan selvlæses fra 9 år, men er også velegnet til højtlæsning for yngre børn fra ca. 6 år.
Bogen svarer helt til seriens 2 tidligere titler. Illustrationerne minder mig om Korky Pauls tegninger, han har bl.a. illustreret "Winnie og Wilbur". Læsere af serien "Den lyseblå baron" vil også synes om disse bøger.