Billedbog der genfortæller af en kendt græsk mytologisk fortælling for børn fra 5 år. Den kan også selvlæses af børn fra 9-10 år.
Kong Minos er en magtfuld og ikke spor rar mand, der hver 9. år giver Minotaurus, et uhyre som er halvt tyr og halvt menneske, et måltid bestående af 14 unge mennesker. Athens borgere vil derfor efterhånden ikke længere sende deres unge til Kreta, men de tør ikke lade være. Prins Theseus af Athen vil gerne stoppe dette og dræbe Minotaurus. Han tager selv af sted forklædt, da han har den rette alder. Illustrationerne er i klare heldækkende farver. Perspektivet virker ikke helt naturalistisk, men det skyldes at vi i de fleste billeder ser to "etager". Vi ser kong Thesues i hans palads på Kreta, og i labyrinten, hvor Minotaurus hersker, og i et opslag ser vi også havdyr under havoverfladen. I to opslag er det kun labyrinten vi ser. I sidste opslag er der efterord, der fortæller om mytens baggrund passende til målgruppen. Samlet set en fin billedbog der giver en god udgave af det græske sagn, også til selvlæsning i fx indskolingen. Bogen er første gang udgivet i Storbritannien og USA. Juliet Snape har illustreret flere billedbøger for børn og fx også en billedbog med labyrinter, som fx Magiske labyrinter, 1999. Forfatter er ny på dansk.
Vi har flere ældre genfortællinger af dette sagn, men de er alle for børn der er ældre, og er ikke billedbøger.
En vellykket og brugbar version af det græske heltesagn til målgruppen.