Georg Metz' nye noveller portrætterer livet i Danmark gennem sidste halvdel af 1900-tallet, fra efterkrigstid og varemangel over velstandsboom og ungdomsoprør i 1960-erne til 1990-ernes diskussioner over et veldækket bord om indvandring og velfærdsmodeller. Han skriver godt, ingen tvivl om det, men sprog og stil minder mere om causeri eller essay, og derfor bliver novellerne ikke altid forløst som fiktion. De bedste af fortællingerne har præg af erindret barndom, hvor synsvinklen ligger hos store drenge. De handler om forholdet til store søstre, der lige pludselig bliver så voksne, eller om den første forelskelse i en smuk, brunøjet pige, som man bliver helt svimmel af at holde i hånden. Andre af novellerne er satiriske billeder af livet i hovedstad og provins eller på arbejdspladser, hvor Metz' sylespidse, satiriske vid får frit spillerum. Her er vi for eksempel med et kamerahold på optagelse i en mellemstor stationsby eller til medarbejdersamtale i management-kulturen med al dens hule retorik. Georg Metz' tidligere fortællinger Gensyn i mørke, 2001 har haft rigtig flotte udlånstal sammenlignet med de fleste andre novellesamlinger.