Georg Metz er født i 1945, har haft en lang karriere i medierne - både de trykte og de æterbårne - og er nu blandt mange betydende poster også formand for de skønlitterære forfattere. Der er således stor indsigt og erfaring i de emner, som hovedparten af disse 15 noveller beskriver. G.M. er en opmærksom iagttager af sin samtid og dens mennesker - vi er i et nutidigt Danmark, hvor de materielle goder er i høj kurs og hvor mange har travlt med at berige sig. Emnerne falder i 3 dele: drenge på grænsen til puberteten - midaldrende, succesrige mediefolk, forretningsdo. og førende embedsmænd - samt endelig scener omkring dødsfald. Der er flest fra midtergruppen og her er G.M. mest ironisk, skarp og revsende overfor selvbedrag, forfængelighed og forlorenhed - dem som han kalder "rejsende i store ord og meninger og flotte formuleringer". Der er derimod større overbærenhed overfor såvel børn som ældre i de øvrige noveller. De realistiske fortællinger har ofte aktuelle emner, som f.eks. om den fremmedfjendske præst, som alligevel optræder humant da et flygtningebarn kommer til skade - eller læreren, der har problemer med de ambitiøse forældres krævende børn. Det er solidt fortællehåndværk, og novellerne er også velegnede til oplæsning.