Kanon-debatten kører stadig med store overskrifter og som forsidestof i aviserne. Forsvarerne for etableringen af et sådant kanon-sæt ser en værdi i, at vi i Danmark er enige om fx hvilke danske digterværker eller arkitektoniske frembringelser, der er så væsentlige, at alle bør kende dem, og at der altså skal undervises i dem. Radiomanden, forfatteren m.m. Egon Clausen slår her til lyd for det stik modsatte synspunkt. Han ser bl.a. historisk på, hvornår man har etableret kanon-sæt og peger på, at det gjorde man fx i Sovjetunionen og i Nazityskland, og der fandt de anvendelse på den måde, at man brugte dem til at udelukke alt andet, med fx bogbrændingerne til følge. En kanon kan også bruges til at styrke frelsthed, "vi alene vide" holdninger. Som det fremgår, farer Clausen hårdt frem. Clausen ser selv vejen frem i at hver mand har sin egen kanon, han bruger et udvidet tekstbegreb som afsæt og argumenterer for, at internettet kan blive forum for en løbende kanon-diskussion, hvor man sammen med andre "i kortere eller længere tid og i fællesskab (kan) forsøge at tyde den foranderlige og forunderlige verden vi lever i". Bogen, der er let at læse og meget vital, har allerede fået sine overskrifter og er nu en kompromisløs del af debatten.