En trivi sådan lidt over middel. Bortset fra gentagne, lidt bedagede følelsesudbrud som "Åh, min Gud" og "Milde himmel", og i det hele taget højtgearede følelser, er sproget såmænd udemærket og mundret. Det er én af de trivier, hvor sex spiller en ikke uvæsentlig rolle, men det er voksne kvinders frigørende seksualitet, det drejer sig om, og det er et forsonende træk, specielt på baggrund af et bornert og religiøst seksualforskrækket amerikansk samfund. Men ellers handler romanen mere eksplicit om forbyttede børn. Sylvie reddede med vilje et andet nyfødt barn end sit eget fra en brand på fødegangen, for at skjule at hendes mand ikke var faderen. De to voksne døtre, den ægte og den uægte, er, som bagsideteksten fortæller "to skæbner, der er uløseligt knyttet sammen". Det lyder mere viktoriansk, end det er. Det er snarere en moderne trivi om kærlighed og livets genvordigheder, og det er som sagt ikke helt ringe.